En halvmarathon – en milepæl.

Den 2. november havde jeg tilmeldt mig til ”Skovmaren” i Hillerød. En super halvmarathon i Store Dyrehave uden for Hillerød. Jeg vidste på forhånd, at det er et godt løb, men samtidig er der nu også kun lidt over et halvt år til den hele marathon, så det er også et godt tidspunkt at prøve form og ben af.

Nikolaj havde meget ambitiøst sat pacen til 4.50. Jeg synes det lød urealistisk hurtigt. Min tidligere personlige rekord på distancen havde en pace på 5.11, så det var alligevel 20 sekunder på kilometer jeg skulle hive af.

Nikolaj havde lagt et roligt program i ugen op til løbet, men hvor jeg samtidig havde god mulighed for at afprøve tempoet.

Selvom forberedelserne var gode, kan der altid komme noget i vejen. De sidste dage inden halvmarathon var hele det lille hjem sløje, så alle guidelines om carb-loading og væskeindtag gik helt fløjten. Da jeg endelig nåede søndag morgen, var jeg træt, sulten og skidt hydreret. Jeg kunne næsten ikke have haft et dårligere udgangspunkt for at afprøve form.

Jeg kom afsted, fik varmet op og lige spist en Yankiebar inden jeg stillede mig i startboksen. Og afsted kom jeg. Jeg fik en rolig start, og satte lidt sekunder til de første kilometer, men kom hurtigt ind i tempoet, og det gik forbavsende godt. Det var fedt. Benene susede bare afsted, og mange af de erfarne løbere, som jeg tidligere har oplevet altid overhalede mig – ja, dem lagde jeg nu bag mig. Det er ikke bare motiverende – det er helt vildt motiverende!

Tempoet blev nogenlunde holdt, og selv om de sidste par kilometer føltes som ren overlevelse, så var tiden på uret fantastisk. Jeg kunne have slået kolbøtter i mål, og stadig have slået min egen rekord. Resultatet blev en kilometertid på 4.56. Lidt langsommere end planlagt, men stadig en forbedring af egen tid på halvmarathon med ca. 5 minutter. Det er fedt.

Siden da, så er vejret blevet koldere, vådere og mere blæsende – det er den kamp motivationen skal kæmpe med den kommende tid.