Man må aldrig gå ned på gear!

Nu er der under 90 dage tilbage til formen skal stå sin prøve i de københavnske gader, og det er blevet tid til at få rettet løbegearet til. Det er blevet tid til nye løbesko.

Jeg har tidligere fået lavet løbestilsanalyser i en løbebutik, og været fint tilfreds med det. Jeg var dog selv blevet i tvivl om, om jeg med min øgede træningsmængde og oftere hurtigere tempo var i de rette sko. Derfor måtte jeg på den igen. Denne gang foregik det i Løberiet i Hillerød, som også huser Equilibriums klinik i Hillerød.

En dygtig og vidende ekspedient styrede slagets gang, og jeg fik prøvet adskillige løbesko i butikkens sortiment. På sidelinjen stod Morten fra Equilibrium, og kunne uddybe hvilke skaderisici der er ved at løbe i forkerte løbesko. Indtil nu har jeg løbet i en pronationssko, som har givet mig fin støtte i løbet, men i kraft af mit øgede tempo forsøgte vi os med neutrale sko, som jeg landede på præcis samme måde i. Der er løbestilsanalysen bare rigtig god. Selvom man, som jeg, ikke er uddannet inden for feltet, så er filmen af ens løb bare mægtig god til at anskueliggøre hvad det er der sker når lige præcis jeg løber.

Jeg gik hjem fra butikken med et par spritnye flotte blå Brooks løbesko, som allerede har fået sin første tur – og de er bare rigtig hurtige!

Jeg glæder mig til de nye sko skal fragte mig rundt på de 42 km i København om ca. 90 dage.

Velkommen til Equilibrium Performance

Vi ser frem til at kunne hjælpe dig