”Nu vil jeg altså prøve at løbe den marathon..”
“Nu vil jeg altså prøve at løbe den marathon..”
Cirka sådan lød det, da min kone spurgte om jeg havde nogle mål i sigte med mit løb. Det lå ellers ikke i kortene. Jeg løb mine første ture i sommeren 2009, og har praktisk taget aldrig tidligere motioneret. Jeg fik løbet en DHL-stafet, og havde en god oplevelse. Pludselig havde jeg tilmeldt mig et halvmarathon, og så var det jo bare med at komme i gang. Jeg har siden løbet halvmarathon nogle gange, og oplevet at jeg relativt enkelt kunne forbedre min tid.
Men nu står det på marathon, men hvordan gør man det? Det er jo dobbelt så langt som en halv marathon..
Derfor tog jeg fat i Morten, og spurgte om ikke han og Nikolaj kunne strikke et træningsprogram sammen til mig. Og inden længe havde jeg aftalt med Nikolaj hvor meget, og hvor intensivt jeg ønskede at træne, og de første ugers program var lagt.
Nikolaj har lagt programmet, det bliver tilpasset uge for uge, så jeg kan følge med – både mentalt og fysisk. Indtil videre er det et godt og afvekslende. En lang tur, en hurtig tur og noget interval.
Et møde med en behandler…
Torsdag eftermiddag havde Morten Vind indkaldt mig til en gennemgang af mit generelle velbefindende. Jeg anser mig selv som sund og rask, og gik bekymringsløst til ”behandlingen”.
Morten styrede en samtale, hvor vi gennemgik min krop, mine vaner og gamle skavanker. Jeg har heldigvis hidtil – stort set – løbet skadesfri, og Morten gav udtryk for at det er interessant at arbejde med en patient, der ikke har de store skavanker.
Under gennemgangen af kroppen kom jeg med eksempler på, hvor jeg eksempelvis under og efter løb er øm. Morten opstillede hypoteser omkring, hvordan enkle behandlinger eller fokus på væskebalance kunne rette op på det.
Alt i alt var besøget hos osteopaten (Fysioterapeut og Stud.M.Sc. Osteopat) både en interessant og øjeåbnende oplevelse. Jeg føler mig tryg ved løbende at blive set efter – især nu, hvor jeg oplever at træningen intensiveres.
Nu med nye rekorder..
Her 2 måneder og ca 300 km efter jeg begyndte at løbe efter Nikolajs anvisninger var det tid til at prøve formen af. Det blev meget passende til Spartas Marathon Start-up i fælledparken i søndags. 15 km blev det til, og pacen blev sat til 4.40. En markant forøgelse af tempoet i forhold til tidligere på denne distance. Kunne jeg holde det? De første km af løbet fløj tankerne gennem hovedet på mig; holder jeg tempoet? Går det for hurtigt? Fik jeg nu nok at drikke?
Tempoet virkede passende – måske lidt hurtigt men passende. Da jeg passerede de første 5 km var jeg en smule skeptisk. Benene var egentlig godt løbende, men jeg kunne ikke forstå at de skulle holde det tempo hele vejen i mål. Men det gik jo fint, og da jeg passerede de 10 km viste uret 46 minutter – det var en forbedring af mine tidligere tider på over 3 minutter. 3 minutter! Hvis der er noget der giver energi på en løbetur, så er d1et at slå personlige rekorder. Jeg susede videre, flyvende over at jeg nærmest var den hurtigste i verden – det var jo sådan jeg havde det.
Jeg fik selvfølgelig brændt krudtet af i løbet af de sidste 5 km, og jeg nærmest halsede i mål, men jeg var hurtigere end nogensinde. Hurtigere end nogensinde det lyder bare virkelig godt i ens ører når man står på den anden side af målstregen og pruster.
Reflektionen her bagefter er lidt vild. Jeg har løbet i flere år, løbet flere langdistanceløb, fulgt forskellige træningsprogrammer jeg har fundet på nettet, men intet har rykket mig så meget som det program Nikolaj har lavet. Det er fedt og det er megamotiverende.
Jeg glæder mig allerede nu til næste milepæl, som er Skovmaren i Hillerød. En god halvmarathon, og kan det mon igen lade sig gøre at slå personlige rekorder?
