Nu er det et halvt år siden, at jeg tilmeldte mig Københavns Marathon. Jeg vidste jo nogenlunde hvad jeg gik ind til, og vidste at træningsmængden selvfølgelig skulle skrues op i forhold til det hyggeløb jeg har praktiseret tidligere.
Jeg har her forsøgt at opstille nogle tal for mit løb, som kan vise, at ikke alene har jeg løbet mange kilometer, men der er sket en udvikling i vaner, tempo og træningstyper.
Jeg har været motionsløber i 5 år, og på et normalt år (året op til min marathontræning) løber jeg 525 km i et gennemsnitstempo på 11,0 km/t fordelt over 78 ture. Det bliver en gennemsnitstur på 6,7 km. Min tidligere personlige rekord på længde var halvmarathondistancen, 21,1 km, med en bedste tid på 1.48.45. Jeg har i de sidste 5 år løbet denne distance 8 gange. Min tidligere temporekord er på 5 km på 22.36 og 10 km på 49.53.
Efter jeg begyndte mit træningsforløb hos Equilibrium, hvor jeg som sagt har været i gang i 6 måneder, har jeg løbet 776 km i et gennemsnitstempo på 10,9 km/t fordelt over 71 ture. Det bliver en på gennemsnitstur på 10,9 km. Min nye personlige rekord på længde 23,5 km, og halvmarathondistancen har fået en ny bedste tid på 1.43.44. Det sidste halve å
r har jeg i øvrigt passeret de 21,1 km hele 6 gange. Min nye temporekord er på 10 km på 46.30 minutter, mens jeg ikke har slået min tidligere 5 km tid. Det skyldes nok primært, at jeg ikke har løbet så kort en tur det sidste halve år…
Nu er der godt tre måneder tilbage før det går løs i Københavns gader, og det betyder at træningen går ind i en ny fase, hvor der skal fokuseres på mængde, intencitet og fysik.
Siden mit sidste indlæg har jeg fortsat med at løbe rigtig mange kilometer, men hvor motivationen var helt i top for en måned siden, så står undskyldningerne nu i kø for at blive inde i varmen og slappe af på sofaen.
Hvordan tackles så den manglende motivation? Jeg har her listet op hvad jeg har gjort for at fastholde min motivation – selv når der står 20 km løb på programmet søndag aften i regnvejr.
Lækkert tøj.
Da termometret nærmede sig nulpunktet gik jeg ud og købte nyt løbetøj til vinterens strabadser. Ud over den umiddelbare glæde ved at købe noget nyt, så er glæden ved at tage nyt løbetøj, der både ser godt ud, og er godt at løbe i, stor.
Motionscentret.
Hvor kedeligt jeg end synes det er at være i et motionscenter, så har jeg dog flere gange taget turen forbi centret, hvor der både er lyst og varmt –og så er der tilmed fjernsyn til træningen. For mig virker det desuden supereffektivt, at jeg bare skal sætte løbebåndet i korrekt tempo, og så går det løs. Når jeg er udenfor, og pakket ind i flere lag tøj samt hue og vanter, så er det altså sværere at få sat tempoet i vejret.
Iscenesættelse.
Når jeg kan se at vejret har tænkt sig at vise sig fra sin ubarmhjertige side, så planlægger jeg løbeturen over hele dagen. Jeg overvejer hvor mange kilometer jeg skal løbe, hvilken rute jeg skal løbe, hvordan kan jeg måske sikre mig medvind på hovedparten af turen osv. Når turen er planlagt i hovedet, er det ikke så frustrerende at komme ud i uvejret, men man kan se frem mod den fede følelse der er i kroppen når det er overstået.
Få en til at følge din træning.
Jeg har Nikolaj fra Equilibrium til at følge min træning, og løbende justere mit træningsprogram. Der er to motiverende faktorer i det. Jeg føler at jeg er nødt til at gøre det han siger jeg skal, men det at han holder øje med hvad jeg gør, gør at der også ligger rosende ord om min træning i mailboksen hver weekend.
Til sidst er jeg dog også nødt til at sige, at jeg da også bare er et menneske, og nogen dage, så gider jeg simpelthen ikke! Der har de ovenstående punkter dog ofte prikket til min dårlige samvittighed, og så har jeg fået det gjort dagen efter.
En halvmarathon – en milepæl.
Den 2. november havde jeg tilmeldt mig til ”Skovmaren” i Hillerød. En super halvmarathon i Store Dyrehave uden for Hillerød. Jeg vidste på forhånd, at det er et godt løb, men samtidig er der nu også kun lidt over et halvt år til den hele marathon, så det er også et godt tidspunkt at prøve form og ben af.
Nikolaj havde meget ambitiøst sat pacen til 4.50. Jeg synes det lød urealistisk hurtigt. Min tidligere personlige rekord på distancen havde en pace på 5.11, så det var alligevel 20 sekunder på kilometer jeg skulle hive af.
Nikolaj havde lagt et roligt program i ugen op til løbet, men hvor jeg samtidig havde god mulighed for at afprøve tempoet.
Selvom forberedelserne var gode, kan der altid komme noget i vejen. De sidste dage inden halvmarathon var hele det lille hjem sløje, så alle guidelines om carb-loading og væskeindtag gik helt fløjten. Da jeg endelig nåede søndag morgen, var jeg træt, sulten og skidt hydreret. Jeg kunne næsten ikke have haft et dårligere udgangspunkt for at afprøve form.
Jeg kom afsted, fik varmet op og lige spist en Yankiebar inden jeg stillede mig i startboksen. Og afsted kom jeg. Jeg fik en rolig start, og satte lidt sekunder til de første kilometer, men kom hurtigt ind i tempoet, og det gik forbavsende godt. Det var fedt. Benene susede bare afsted, og mange af de erfarne løbere, som jeg tidligere har oplevet altid overhalede mig – ja, dem lagde jeg nu bag mig. Det er ikke bare motiverende – det er helt vildt motiverende!
Tempoet blev nogenlunde holdt, og selv om de sidste par kilometer føltes som ren overlevelse, så var tiden på uret fantastisk. Jeg kunne have slået kolbøtter i mål, og stadig have slået min egen rekord. Resultatet blev en kilometertid på 4.56. Lidt langsommere end planlagt, men stadig en forbedring af egen tid på halvmarathon med ca. 5 minutter. Det er fedt.
Siden da, så er vejret blevet koldere, vådere og mere blæsende – det er den kamp motivationen skal kæmpe med den kommende tid.
“Nu vil jeg altså prøve at løbe den marathon..”
Cirka sådan lød det, da min kone spurgte om jeg havde nogle mål i sigte med mit løb. Det lå ellers ikke i kortene. Jeg løb mine første ture i sommeren 2009, og har praktisk taget aldrig tidligere motioneret. Jeg fik løbet en DHL-stafet, og havde en god oplevelse. Pludselig havde jeg tilmeldt mig et halvmarathon, og så var det jo bare med at komme i gang. Jeg har siden løbet halvmarathon nogle gange, og oplevet at jeg relativt enkelt kunne forbedre min tid.
Men nu står det på marathon, men hvordan gør man det? Det er jo dobbelt så langt som en halv marathon..
Derfor tog jeg fat i Morten, og spurgte om ikke han og Nikolaj kunne strikke et træningsprogram sammen til mig. Og inden længe havde jeg aftalt med Nikolaj hvor meget, og hvor intensivt jeg ønskede at træne, og de første ugers program var lagt.
Nikolaj har lagt programmet, det bliver tilpasset uge for uge, så jeg kan følge med – både mentalt og fysisk. Indtil videre er det et godt og afvekslende. En lang tur, en hurtig tur og noget interval.
Et møde med en behandler…
Torsdag eftermiddag havde Morten Vind indkaldt mig til en gennemgang af mit generelle velbefindende. Jeg anser mig selv som sund og rask, og gik bekymringsløst til ”behandlingen”.
Morten styrede en samtale, hvor vi gennemgik min krop, mine vaner og gamle skavanker. Jeg har heldigvis hidtil – stort set – løbet skadesfri, og Morten gav udtryk for at det er interessant at arbejde med en patient, der ikke har de store skavanker.
Under gennemgangen af kroppen kom jeg med eksempler på, hvor jeg eksempelvis under og efter løb er øm. Morten opstillede hypoteser omkring, hvordan enkle behandlinger eller fokus på væskebalance kunne rette op på det.
Alt i alt var besøget hos osteopaten (Fysioterapeut og Stud.M.Sc. Osteopat) både en interessant og øjeåbnende oplevelse. Jeg føler mig tryg ved løbende at blive set efter – især nu, hvor jeg oplever at træningen intensiveres.
Nu med nye rekorder..
Her 2 måneder og ca 300 km efter jeg begyndte at løbe efter Nikolajs anvisninger var det tid til at prøve formen af. Det blev meget passende til Spartas Marathon Start-up i fælledparken i søndags. 15 km blev det til, og pacen blev sat til 4.40. En markant forøgelse af tempoet i forhold til tidligere på denne distance. Kunne jeg holde det? De første km af løbet fløj tankerne gennem hovedet på mig; holder jeg tempoet? Går det for hurtigt? Fik jeg nu nok at drikke?
Tempoet virkede passende – måske lidt hurtigt men passende. Da jeg passerede de første 5 km var jeg en smule skeptisk. Benene var egentlig godt løbende, men jeg kunne ikke forstå at de skulle holde det tempo hele vejen i mål. Men det gik jo fint, og da jeg passerede de 10 km viste uret 46 minutter – det var en forbedring af mine tidligere tider på over 3 minutter. 3 minutter! Hvis der er noget der giver energi på en løbetur, så er d1et at slå personlige rekorder. Jeg susede videre, flyvende over at jeg nærmest var den hurtigste i verden – det var jo sådan jeg havde det.
Jeg fik selvfølgelig brændt krudtet af i løbet af de sidste 5 km, og jeg nærmest halsede i mål, men jeg var hurtigere end nogensinde. Hurtigere end nogensinde det lyder bare virkelig godt i ens ører når man står på den anden side af målstregen og pruster.
Reflektionen her bagefter er lidt vild. Jeg har løbet i flere år, løbet flere langdistanceløb, fulgt forskellige træningsprogrammer jeg har fundet på nettet, men intet har rykket mig så meget som det program Nikolaj har lavet. Det er fedt og det er megamotiverende.
Jeg glæder mig allerede nu til næste milepæl, som er Skovmaren i Hillerød. En god halvmarathon, og kan det mon igen lade sig gøre at slå personlige rekorder?
